Regler til løb.


Alle DTKs løb starter med et Mushermøde, Det er obligatorisk at deltage.

På mødet kommer de specifikke informationer vedrørende løbet, Der kan forekomme kontrol af hundenes vaccinationer og forsikringer, hav derfor papirerne med i bilen til alle løb. Nummervest udleveres til mushermødet.

Mushermødet er for menneskene, lad hundene blive ved dit stake-out eller i bilen.


Stake-out & parkering:

Hold altid din hunde i bur, snor eller stake-out. Løse hunde på pladsen er ikke tilladt. 

Parker samme sted på pladsen hvis løbet er over flere dage. Dette er for at undgå mulig smitte. 

Ryd op efter dig selv og dine hunde. Vi er alle gæster i skoven. 


Ved start:
Alle klasser sendes afsted som enkeltstart. Tidsrummet mellem starter kan variere fra klasse til klasse. Typisk fra 30 sekunder til 2 minutter.

Ved start står hjulklasser med forhjulet bag startlinjen. Ved Canicross står hunden bag startlinjen.

Det er ikke tilladt at lave rullende start. Man skal stå stille ved start inden afgang. også ved for sen ankomst.

Der er start ur og nedtælling ved start. Nedtælling hedder 3. 2. 1. GO! Der må sættes i gang ved GO.

Kommer man for sent til start. kan man risikere at miste sin starttid. I stedet flyttes starttiden til senere på dagen.

Der kan være pres på i startområdet. Hold din hund i kort snor og stil dig ind til siden så andre startende kan komme frem.

Undgå venligst at gå tur med din hund på sporet mens løbet er i gang. 

Vis respekt overfor tidtagere. De har en vigtig opgave. Vent med at stille spørgsmål til du ser de ikke er optaget af løbet.


Find vej på sporet:

Der er på hele ruten skilte der viser hvor du skal dreje. At du er på rette vej, og om du skal være særlig opmærksom.

Rødt skilt: Du skal dreje. Hvis skiltet står i højre side, skal du dreje til højre. Hvis skiltet står i venstre side, skal du dreje til venstre.
Blåt skilt: Du er på rette vej. Dette skilt vil du møde, når du ER drejet til enten højre eller venstre. Du kan også møde det, hvis du er kørt lige over et kryds.
Gult skilt: Forsigtig. Dette skilt vil du møde, hvis der fx kan være glat, skarpt sving, en trærod i rabatten, indsnævring og lignende ting, som kræver agtpågivenhed. Et gult skilt, vil påtales ved mushermøde. 


På sporet:

Du må ikke overhale din hund, eller trække den med dig. Det er hundens tempo som afgør, hvor hurtigt i kommer rundt.

Hold dig som hovedregel lige bag dine hunde. Det giver det bedste træk på hundene og du blokere ikke sporet for andre.

Vi har ikke forkørselsret. Man vil møde andre i skoven og de har ligeså meget ret til at være der som os. Så vis respekt for andre. 

Er du i tvivl om du og din hund kan komme sikker forbi en anden skovgæst, hest eller andet. Så stop og træk forbi. Det skal være sikkert for alle.


Overhalinger:

Hvis du vil overhale: Gør personen foran dig opmærksom på, at du kommer forbi. Sørg for, at din hund ikke løber over til den hund du overhaler.

At råbe ”TRAIL” til forankørende betyder sænk farten og træk til siden. ”STOP” betyder stands dit hundespand.

Bliver du overhalet: Træk til siden og sørg for at din hund også kommer til siden.
Når overhalende hund er på højde med din hund, bremser du ned, så passagen går hurtigt.

Når du er blevet overhalet: så hold lidt igen så der skabes luft mellem dig og den forankørende.

Er du i tvivl om din hund kan passere/blive passeret, så tager du den i kort snor og holder den ind til dig under passagen. Stop op hvis nødvendigt.


For vognklasser gælder, at du har mulighed for at anråbe den forankørende og kræve at denne stopper helt op under overhalingen,
hvis den bagvedkørende anråber dig og kræver at du stopper helt op under overhalingen, skal du efterkomme det.


No right of way

Betyder at i opløbet til mål, er der ikke krav til at man holder tilbage eller stoppe ved overhaling som tidligere beskrevet.

For hjulklasser er der "No right of way" 800 meter før mål.

Ved Canicross er "No right of way" 150 meter før mål.



Tæt på mål:

Mange hunde sænker farten op til mål, De er trætte og ser mennesker stå ved målstregen. Det er vigtigt at huske på, at også her gælder reglen om at hunden altid skal være foran dig.

Bloker ikke målstregen, kom hurtigt videre. Der er flere deltagere på vej. 

Vis respekt overfor tidtagere. De har en vigtig opgave. Vent med at stille spørgsmål til du ser de ikke er optaget af løbet.